Bornholmtunnelen

Grønland får pengesedler, vi nøjes med en lang næse

Jacobs Hjørne - Bornholms Tidende 12. august 2006
 
Stolthed eller underkastelse? Bornholm må lære at sætte Danmark på plads eller erkende det totale nederlag. Det er ikke besindighed, men kompromisløshed, der er brug for, mener Jacob Ludvigsen.

Af Jacob Ludvigsen

Lad os gratulere vores grønlandske brødre og søstre. De har vist, at den danske stat skal mødes med fasthed. Seneste resultat er, at Grønland allerede i 2008 får pengesedler med motiver efter eget valg. Ganske vist er det ikke en ægte valuta, faktisk er det bare forklædte danske kroner ligesom de færøske sedler, men den symbolske betydning skal ikke undervurderes.

For 25 år siden havde Bornholm sine egne penge – i fire dage. Bornholmerspillet vakte opmærksomhed i kraft af de 12.000 bornholmerdaler, man fik med i købet. Bent Kaas havde tegnet flotte sedler med portrætter af Jens Kofoed, Marie Kofoed, Vilhelm Herold, J. N. Madvig og Philip Rasch Dam. Kun tåber – dem var der så enkelte af – kunne forveksle spillepengene med den ægte vare fra Danmarks Nationalbank. I en atmosfære af hysteri, startet af en kværulant fra Bornholmerbanken og med Bornholms Radio som magtens megafon, rykkede den danske kriminalinkvisition på Bornholm ud, konfiskerede pengene og smadrede en iværksættervirksomhed.

Selv om Bornholmerspillet var spøg og skæmt, rummede initiativet en dybere mening. Vi ønskede at markere, at Bornholm ville være bedre stillet med en selvstændig økonomi med inspiration fra de europæiske ø-samfund, hvor økonomisk særstatus kompenserer for beliggenhedens ulemper. 

Mod er en mangelvare

Et kvart århundrede er gået, og Bornholm har på alle nøgleområder fået det ringere end i 1981. Til nytår oprinder den endelige ydmygelse, den fornærmende og forkrøblende kapitulation til Region Hovedstaden. Med modige politikere i spidsen kunne vi have opnået samme grad af frihed som Færøerne og Grønland, men mod er en mangelvare. Mens de nordatlantiske folkevalgte og embedsmænd forstår at sætte deres krav igennem, har vi en flok nikkere, der skælver af nervøsitet, når de betræder danskestatens kommandocentral.

Man kan indvende, at sådan vil de bornholmske vælgere gerne have det, siden de sætter kryds ved repræsentanterne for det mindreværdskompleks, der er Bornholms forbandelse og årsagen til, at fordanskningen har udryddet det bornholmske sprog. I skole og institutioner fordanskes børn, så resterne af deres modersmål visner. Sprogkampen er for længst tabt takket være danskestatens gnidningsløse samarbejde med de bornholmske kollaboratører. Jeg vil endda gå så vidt som at stemple dem som forrædere mod Landet Bornholm, og de der føler sig truffet kan jo bare komme an.

Men risikoen er ringe, da tavshed er det mest karakteristiske træk ved den herskende klasse på Bornholm. Man kan sige og skrive, hvad man vil; en debat om Bornholms fremtid er i det store og hele umulig, for det er mere bekvemt at lukke ørene og lade være med at tage ansvaret for, at afvikling er trådt i stedet for udvikling.

Besindighed - bvadr

Alarmcentralen 112 betjenes ovre af personer uden kendskab til Bornholm. Det er i sig selv et skræmmende varsel om den voksende uselvstændiggørelse. Men vi skal være besindige, formaner Thomas Thors. Hvad bilder han sig i grunden ind? Hvad har han udrettet til gavn for Bornholm i sin tid som ”politiker”?  Lad os gøre som Bjarne Kirkegaard siger. Ring altid til politiet og bed dem underrette alarmcentralen. Spørg eventuelt efter politimesteren, han var så henrykt over alarmcentralens deportation.
 
Bornholms Sogneråds overtagelse af trafikkøberrollen har knap nok været til debat, og alligevel skal der tages stilling i løbet af få dage. Pas på, de er ved at tage fusen på os. Her er besindighed ikke nok. Bornholms borgmester kan i et kort brev meddele, at den fastsatte tidsfrist desværre ikke passer Bornholm, og at vi må have håndfaste garantier, før vi tager stilling.

På den ene side lyder det rigtigt, at vi selv skal kunne definere vores behov og få en løsning, der passer os bedre. På den anden side dikteres betingelserne af de embedsmænd og konsulenter, der har påtvunget os Køge-katastrofen. Man kan derfor frygte, at Bornholm havner i en fælde og stilles ringere end i dag, hvorefter trafikministeren – til den tid er jernbanesabotøren Flemming Hansen ude af billedet – kan pege fingre af os sige, at vi selv er ude om det.

Angsten for at gå nye veje afspejler sig i den gennemgående tavshed omkring Bornholmtunnellen. Overraskende nok har en enkelt politiker, Thor Gunnar Kofoed, vist sin aktive interesse for at fremme den trafikløsning, der kan styrke Bornholms forbindelse med omverdenen. Når Cowi Consult, et af de mest erfarne ingeniørfirmaer, går ind i sagen, bør det vække eftertanke blandt de bekymrede, der ikke vover at gå ind for en nærmere undersøgelse. Det er skuffende, at hverken Joan Erlandsen eller Karriere-Kofod har vist aktiv interesse for visionen. Men det er vel igen frygten for at blive hånet.

Bornholmerbanken og Hasle Bank blev udryddet. Nå, det måtte vi finde os i. Natruten til den danske hovedstad blev likvideret. Forræderne nikkede ja om bordet og forlangte bagefter besindighed. Fødselstallet halveres, men her må vi være også besindige og resignere, for vi kan alligevel ikke gøre noget ved udviklingen. Og sådan kan man blive ved.

Det er ikke besindighed, vi har brug for. Vi skal skræmme Danmark til at makke ret, det skal naturligvis ikke ske med bomber og granater, men med intelligent og langsigtet meningspåvirkning.

Enten kan vi bede om at blive sat under total administration, og så kan vi for alvor slappe af og gå på evig efterløn, eller også må vi tage os sammen og sætte danskerleflerne til vægs, så Bornholm kan kaste angsten og åget af sig og blive frit, eventuelt i personalunion med Danmark.

Situationen er alvorligere, end de fleste vil indse. Vi ender som en tredjerangs turistfælde og et spekulationsobjekt, medmindre vores sogneråd holder op med at være et soveråd.

G til oversigt for presseklip.