Bornholmtunnelen

Jeg drømte mig en drøm i nat...

Læserbrev i Bornholms Tidende 30-05-2005

…om at folkets tjener og trafikminister Flemming Hansen, endelig havde indset. at der fandtes skævheder i Danmarks trafikforhold.
Den jyske lobbyvirksomhed på Christiansborg havde efterhånden skaffet så mange motorveje til halvøen, at det nu var nok. Vor ven og beskytter, trafikminister Hansen har, iflg. rygterne, skrinlagt den projekterede sekssporede motorvej mellem Lem og Tarm, til fordel for Motorvej Bornholm. Derfor har man bestilt en ny hurtigfærge, som skal betjene strækningerne Rønne-Malmø (idet Københavns Havn stadig er lukket vand for Bornholmstrafikken), samt Rønne-Rügen. Færgen skal iflg. planen tages i brug primo 2007.
Den gamle færge »Villum Clausen« vil fortsat betjene Ystad, i det omfang den nu kan.
Denne beslutning blev ifølge ministeriet taget, da man nu havde indset, at Bornholm måtte ud af elendighed og fattigdom, og ifølge skarpe tunger, udtalte trafikminister Flemming Hansen, i kraft af ekspertise fra sit tidligere erhverv: »Man bygger ikke butikker i baggårde«, eller »man sælger ikke sko i skidne gader«. Nu skal der gøres noget!
Nu skal Bornholm ikke længere fejes ind under gulvtæppet, men trækkes frem i lyset og udvikles på lige fod med resten af landet. Det første punkt er naturligvis at kunne komme til og fra øen. Onde tunger taler om, at denne pludselige omsorg primært skyldes at »nogle« nede i Brüssel, ved at kigge på et kort, har opdaget at Bornholm slet ikke ligger i Kattegat, men i Østersøen! Tillige har nogle driftige folk på Bornholm taget det første spadestik til en ca. 35 km lang tunnel til Sandhammeren i Skåne. Derfor mente Brüssellokraterne, at Bornholms Regionskommune burde sammenlægges med Ystads Kommune i Sverige, nu de er så tæt på at komme tættere på.
Til trods for at EU officielt ikke blander sig i indenrigsanliggender, blander de sig gerne i indenrigsanliggender. Og Christiansborg gør jo, som der bliver dikteret af Storebroder. Så nu har man i Trafikministeriet fået løbesko på, for at svenskerne ikke skal gensnuppe et stykke af Danmark.
Tilbage til færgen. Den har kapacitet, hastighed og komfort. Plads til ca. 255 biler og 1.100 passagerer og sejler med ca. 100 km hastighed, også i hård sø. Der er siddepladser til samtlige passagerer, og til dem som har vænnet sig til ropaxfærgernes komfort, har man tilgodeset liggepladser på gulvet. Personer bosatte på Bornholm betaler kun 50 pct. af billetprisen. Bornholmske pensionister får gratis overfart på udvalgte afgange (Mimrekort) whaww!
Prisen for skuden, sølle 400 millioner, (den kan ses på http://bgvinternational.com/), blev et greb i lommen for vores smarte trafikminister Hansen (piece of cake). Den liberal/konservative regering fandt nemlig ud af, at ved at holde danske soldater væk fra verdens krigszoner i de næste fem år, kunne man finde penge til en fornuftig udbetaling, plus det at Bornholms økonomi vil få et opsving med risiko for, at øen bliver ydende til fællesskabet i stedet for i permanent bistandstilstand. Med den nye bornholmske ydelse kunne man så sende endnu flere soldater…
...Og så vågnede jeg!

Jon H. Holm
Lillehøjvej 3
Listed

G til oversigt for presseklip.