Bornholmtunnelen

Tænk stort, tænk tunnel, erklærer borgmester

Lokalavisen Bornholm, 24. juni 2009

- Tænk stort. Tænk tunnel. Og skrot færgerne. Lollands borgmester foreslår nu en tunnel mellem Langeland og Lolland.

Bornholm er ikke ene om at drøfte fordelene ved en fast forbindelse under havet. Også på den anden side af Østersøen ser man perspektiver i at forbinde landområder med en tunnel.

- Engang imellem skal man tænke stort, og en tunnel kan give adgang fra det fynske område til Fehmern-forbindelsen på hurtig og sikker måde, siger Lollands borgmester, Stig Vestergaard, til P4 Sjælland.

Forslaget kommer efter, at Langelands og Svendborgs borgmestre foreslog at sætte hurtigfærger ind på ruten mellem Spodsbjerg og Tårs for ikke at blive klemt og glemt, når Fehmernlinjen står klar i 2018.

Fremtidsforsker Uffe Palludan anslår, at det formentlig vil komme til at koste 10 mia. kr. at bore en tunnel over det 14 km. brede Langelandsbælt. Palludan har tidligere holdt foredrag på Bornholm, hvor han pegede på de fordele, som 36 kilometer tunnel til Skåne vil medføre.

Efter den tyske forbundsdags vedtagelse af den faste forbindelse mellem Lolland og Fehmern følger diskussionen om en bro eller en tunnel, siger forbundsdagsmedlemmet fra det liberale FDP, Patrick Döring til det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger, som også bekræfter, at der eksisterer et udpræget tysk ønske om en tunnel mellem Lolland og Femern.

Ifølge epn.dk ønsker både det konservative CDU og socialdemokraterne SPD nye miljøundersøgelser, som menes at ville tilgodese en tunnelløsning i stedet for de foretrukne danske planer om en bro til både tog og biler. Tysklands trafikminister Wolfgang Tiefensee har fremhævet, at Danmark har hovedansvaret for byggeriet, som finansieres af Danmark og at Danmark har stor erfaring fra både Storebælt og Øresund med hensyn til at sikre den bedst tænkelige miljørigtige løsning.

Af Jacob Ludvigsen

G til oversigt for presseklip.