Bornholmtunnelen

Tænk stort for Bornholms skyld

Synspunkt af Bjørn Carlsen, Bodilsker i Bornholms Tidende fredag de 1. februar 2008.

Mandag den 21. januar 2008 burde have været en skelsættende dag på og for Bornholm. Trafikforskeren Uffe Palludan var indbudt af Bornholmtunnel.dk til at holde et foredrag om trafikudviklingen i Danmark og mulighederne for Bornholm i fremtiden.
Et meget stort antal kommunalpolitikere glimrede med deres fravær. Blandt medlemmerne af kontaktrådet var det kun en smule bedre. Jeg havde i hvert fald forventet at se de kommunalpolitikere, som samtidig sidder i kontaktrådet. Jeg kan have overset nogen, men jeg så kun én.
Når man beskæftiger sig med noget så afgørende for Bornholm som trafikken til og fra øen, undrer det mig, at man kan lade være med at komme til et så interessant og inspirerende møde. Nå - men alle kan jo have haft hver deres grund til fraværet.

Hovedbudskabet fra Uffe Palludan om fremtidige bornholmske trafikløsninger var helt klart, at beslutningstagerne »skal tænke stort«, tænke i større sammenhænge og i større tilknytning til, hvad der i forvejen er foretaget og foretages af trafikinvesteringer i de kommende år - samt ikke mindst se på mulighederne for, hvad der fremover sker i Østersøområdet.
Især det polske område og dets udvikling fandt Uffe Palludan meget interessant - ikke mindst for Bornholm. Netop her er der grundlag for en stor og for andre lande anvendelig vækst i årene fremover. Han lagde ikke kun vægt på muligheden for turisme, men også muligheden for langt større samhandel og kulturel udveksling.
Uffe Palludan fandt det også værd at ofre mere end én tanke på, hvad Skåne og ikke mindst Malmø vil have af betydning for Bornholm i fremtiden.
Når man så tænker på, hvor småt vi rent trafikmæssigt tænker her på Bornholm, og hvor mikroskopisk at »Christiansborg« tænker Bornholm ind i en dansk kontekst på trafikområdet, så kan man kun se, at udviklingen på Bornholm vil fortsætte i samme nedadgående retning som nu.
Med det absurde teater, der for tiden foregår på »Christiansborg« omkring det kommende færgeforlig, kan man kun få oplevelsen af, at Bornholm ville være betydeligt bedre tjent ved at have en status som for eksempel Ålandsøerne.

Historien viser, at det seneste årti har hverken de lokale politikere eller »Christiansborg« tænkt særlig stort i færgebetjeningen af Bornholm. I det nye færgeforlig tænkes der kun på det minimale.
Tænk blot på de store kapacitetsnedsættelser som forliget indeholder - eller rettere sagt: De store kapacitetsnedsættelser, som forliget er omsat til i udbudsteksten. Det er alt andet end at tænke stort.
Fra Bornholms Passagerforenings side har vi i adskillige år peget på, at transporten skal foregå under så miljørigtige forhold som overhovedet muligt.
Naturligvis mener vi ikke, at færgebetjeningen skal foregå med sejlskibe. Men alene at satse på hurtigfærger for så vidt angår personbefordringen for at komme 10 minutter hurtigere mellem Rønne og Ystad - i stedet for at satse på mere miljørigtige superfærger, som også kan kombinere person- og godsbefordringen samt sejle under næsten alle vejrforhold - forekommer ikke indsigtsfuldt.

Det forekommer også direkte tåbeligt, at godset fremover skal sende en stor andel af godsmængden via Ystad (formentlig på særlige godsfærger) og ad landevejen til København, i stedet for at få det sejlet til Køge, som nu.
Og dette kun fordi man ikke magter at finde en kreativ løsning med en dobbeltrettet natforbindelse, der ikke samtidig medfører at der skal ligge en færge uvirksom hen i 18 timer i døgnet i Køge.
Vi har under forhandlingerne foreslået en løsning, hvor godset delvis - sammen med passagerer - kunne blive fragtet til København uden særlige omkostninger og uden en »liggetid« på halve eller hele døgn i København. Men det ville godset under ingen omstændigheder høre tale om.
Nu bliver godset - lidt tragikomisk - alligevel tvunget til at sende en del af godset via København, men nu på en miljømæssigt dybt forargelig transportmåde (blandt andet lastbiler på de svenske landeveje).

Bornholm tænkte desværre ikke stort eller konstruktivt, da vi sendte Bornholms ønsker til »Christiansborg«. Og det, ønskerne er omsat til, er desværre blevet et kludetæppe af et færgeforlig, med en besked om, at bornholmerne - og ikke mindst erhvervslivet - bare har at indrette sig efter, hvad »Christiansborg« har besluttet.
Hvornår politikerne på Christiansborg bliver endeligt enige om, hvad det er, de har vedtaget i forliget fra august 2007, det véd vi ikke. Men alt imens stiger risikoen for, at det nuværende færgeforlig forlænges endnu mere end de 16 måneder, som allerede er vedtaget. En forlængelse helt uden de nødvendige kapacitetsudvidelser, som er absolut påkrævede.
Ja - det er sandelig småt med at tænke stort om den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm.

Gå til oversigt for presseklip.