Bornholmtunnelen

Tunnel har lange udsigter, siger transportminister

TV 2 / Bornholm 04. februar 2009 12:07
 
Der går lang tid, inden Bornholm får tunnel til Skåne, lyder svaret fra transportminister Lars Barfoed til tunneltankens bagmand.

Tunnelentusiasterne skal ikke forvente overdreven støtte til planerne om en tunnel mellem Bornholm og Skåne fra den siddende transportminister.

Tunneltankens bagmand, Peter Harteg, skrev i starten af december til finansminister Lars Løkke Rasmussen for, dels at fortælle ham om tunnelplanerne, dels for at høre, hvilken holdning manden, der sidder på rigets pengekasse, har til en tunnel, som i sidste ende ville skulle bygges for statspenge.

Finansministeren har bedt transportministeren svare på brevet, og her fremgår det, at Lars Barfoed "med interesse vil læse resultatet af de forundersøgelser" som tunnelforeningen arbejder på at få lavet. Der er dog langt endnu, inden foreningen har rejst de nødvendige penge til forundersøgelsen.

Lars Barfoed bemærker også, at han forventer, at Bornholm også mange år frem i tiden vil blive betjent af færger - ikke af en tunnel til hverken biler eller tog. 

Af Jesper Ransborg Jensen
 
Kilde

Gå til oversigt for presseklip.