Bornholmtunnelen

Viljen til at vende og vinde

Lokalavisen Bornholm 6. april 2011, af Jacob Ludvigsen

ENIGHED. Så længe bornholmerne ikke kan blive enige, har de fred for os på Christiansborg. Er vi for gode til at splitte og for dårlige til at samles om et fælles mål på vej mod fremtid og fremskridt?

FORMANINGEN: »I skal bare være enige om, hvad det er I vil, ellers er der ingen, der gider høre på jer.«

Sådan cirka lyder budskabet fra Christiansborg, når TV2 Bornholm – yderst fortjenstfuldt – vandrer fra kontor til kontor for at spørge, hvad de forskellige partier har tænkt sig at gøre for Bornholm. Politikerne siger det samme med forskellige ord, og bag velviljen anes et smørret grin, for de ved på forhånd, at Bornholm som sådan har ganske svært ved at enes om ret meget andet, end at her er pænt, og at flere ville blive lykkeligere, hvis de flyttede hertil.

Vel, vi kan nok blive enige om, at det ville være fint, hvis vi fik flere tilskud fra staten.

Ganske vist er Bornholm dyrere i drift end det ellers så udskældte Færøerne, men der er altid plads til flere støttekroner, og hvis vi bare kunne få 100.000 kr. pr. mand, ville det lysne. Ifølge lommeregneren er det 4,2 milliarder kroner.

Disse penge kunne bruges til meget godt, for eksempel kunne der blive en fiks lille bil til hver enkelt. Fire milliarder kroner er i øvrigt det beløb, de bornholmske værdier blev nedskrevet med for 20 år siden, da staten smadrede vores banker.

Men det er ikke realistisk, at Danmarks finansforvaltning er i humør til at indsætte 100.000 kr. på vores Nem-konti, selv om der kunne argumenteres for, at vi fortjener en kontant opmuntring. Ja, alene udsigten til en lille lottogevinst til alle ville få rigtig mange til at købe et hus og bosætte sig. det ville sætte sving i ejendomsmarkedet og beskæftigelsen indenfor håndværksfagene.

Enhver kan se, at det er det vitterlige vås. Bornholm får ikke en stor pengegave og har vel egentlig heller ikke fortjent det. Slet ikke, når vi har så svært ved at finde de løsninger, som skal frelse os fra afvandring og udhuling.

Vi kan knytte håb til visionen om den kloge grønne ø, der engang skal gøre os selvforsynende med energi – i forvejen ved vi, at Samsø er nogle sømil længere fremme, når det drejer sig om at skære ned på olie og op for vind og sol og gyllegas.

Vi vil også gerne være en foregangs-ø med virksomheder, der er specialister i fremtidens forsyningssikkerhed, fælles stolthed er et gode, der kan bringe os videre. Men er det noget, vi er så enige om, at vi kan sende vores folketingsmedlemmer afsted med klar besked?

På det alt afgørende transportområde accepterer vi de forudsætninger, der er fastlagt af staten. Det skal koste over 2.000 kr. for en familie at rejse på besøg, og al snak om, at der bure være mildere takster, bliver afvist hurtigere end ordene kan udtales. At det med et statstilskud på 140 millioner om året – ca. 333 kr. pr. bornholmer – skal være så kostbart at lade sig transportere, er gådefuldt for de fleste.

Sangen om en tunnel evner vi heller ikke at synge med ren og klar stemme, og det er da en fordel for Christiansborgs politikere, som dermed slipper for at tage stilling til den vidtløftige tanke. Med nogle få undtagelser er de bornholmske kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke i humør til at tale tunnel. De frygter, at Bornholm skal blive til grin, fordi der ikke menes at være passagergrundlag til et så omfattende stykke anlægsarbejde – og de kan ikke forestille sig, at netop en tunnel vil sætte trafikken voldsomt i vejret, fordi den vil gøre det muligt at bo der, hvor man helst vil, og arbejde der, hvor jobbene findes.

Hvis man nu forestiller sig, at 20.000 bornholmere skrev under på, at vi vil have undersøgt mulighederne for en fast forbindelse, ville det velsagtens gøre indtryk – medmindre andre 20.000 lagde navn til en protest mod, at den romantiske sejlads skal falde bort til fordel for 36 kilometer undersøisk vej. Hvis vores folketingsmedlemmer skulle rette henvendelse til det magtfulde trafikudvalg for at sætte gang i en forundersøgelse, ville de blive afkrævet et mandat fra Bornholms befolkning. Uden det får de besked på at pakke sammen og gøre deres hjemmearbejde ordentligt.

De, der stritter imod og egentlig er lidt ligeglade med transportmulighederne, påtager sig et voldsomt ansvar for, at Bornholm rykker endnu længere tilbage i køen og for alvor kan kalde sig udkants- og afviklingsområde.

Spørgsmålet er, om man overhovedet kan tillade sig at stå i vejen for udviklingen? Demokrati og folkestyre, javist, men det indebærer ikke retten til at blokere for den nødvendige revolution af de trafikale forbindelser. Bornholm har brug for en stærk mand eller kvinde, som kan mobilisere fremskridtet og frygtløst gøre op med tilbageskridtet.

http://www.dinby.dk/ronne/viljen-til-vende-og-vinde

G til oversigt for presseklip.