Sammenlignet med Kanaltunnelen
Skrevet af Peter Andreas Harteg, 24. juli 2006
En tunnel mellem Bornholm og Skåne kommer i længde og dybde til at ligne tunnelen under Den Engelske Kanal. Kanaltunnelen er 50 km, hvoraf de 39 km er under havet.
Kanaltunnelens gennemsnitsdybde er 45 meter under havets bund, og jernbanen er på det dybeste sted 115 meter under havets overflade. Til sammenligning er der højst 50 meter dybt mellem Bornholm og Sverige, og en stor del af vejen er dybden 20-30 meter.
Byggeprisen
Kanaltunnelen er ikke et eksempel at følge, men et at lære af. Prisen for Kanaltunnelen var over 100 mia. kr. (omkring 10 mia. engelske pund). Med en budgetoverskridelse på 80 procent har selskabet bag tunnelen været på fallittens rand i mange år.
Priserne for bygning af tunneler er faldet, siden Kanaltunnelen blev bygget. Kanaltunnelen var et ambitiøst pilotprojekt forud sin tid. Teknologi og knowhow har udviklet sig siden – især inden for borede tunneler. Storebæltstunnelen, der åbnede 1997, kostede til sammenligning den halve pris pr. km.
Sprængte undersøiske vejtunneler i Norge og på Færøerne bygges i disse år så billigt, at det næsten ikke er til at forstå. Den 29. april i år åbnede den 6,2 km lange Noroyatunnilin, der koster under en halv mia. kr. Hvis den samme teknologi kunne bruges til en Bornholmtunnel, ville prisen for de 35 km til Sverige blive under to mia. kr. Et umiddelbart bud på en Bornholmtunnel, der har lydt fra en tunnelekspert, er en pris på omkring 10 mia. kr.
Passagertal
I 2004 havde Bornholmstrafikken sammenlagt 1.166.806 passagerer på Ystad- op Kbh/Køge ruterne (dertil kommer Sassnitz 112.304 pax). Der var i alt 228.281 personbiler på Ystad- og Kbh/Køge ruterne (dertil 29.306 biler på Sassnitz).
Kanaltunnelen havde i 2004 ca. 15 mil. passagerer og 2.101.323 biler. Der var altså kun knap 13 gange så mange passagerer og kun lidt over ni gange så mange biler i Kanaltunnelen, som trafikken til og fra Bornholm. Her sammenligner vi med en tunnel mellem Frankrig og England, der begge har omkring 59 mil. indbyggere - sammenlagt mere end 2.740 så mange mennesker, som vi er på Bornholm.
Gennem Kanaltunnelens 11 år har der været 177 millioner passagerer gennem - svarende til tre gange befolkningen i England. Det vil tage under 10 år, før et passagerertal svarende til tre gange Danmarks befolkning vil have været gennem Bornholmtunnel.
Man kan forvente en betydelig forøgelse i trafikken til og fra øen, når der kommer en tunnel. Det vil og skal naturligvis aldrig komme op på samme niveau som mellem Frankrig og England, men en forøgelse på f.eks. 100% vil nok være til at leve med. En stor del af trafikforøgelsen vil gå fra Bornholm til Skåne og København, hvor der vil blive bedre mulighed for at pendle til arbejde. Man kan sætte en lav pris for fastboende på Bornholm og begrænse tilstrømningen af gæster til øen ved at fastsætte en højere pris for besøgende.
Billetprisen
Den billigste bil-billet i Kanaltunnelen koster 39 £ = 430 kr. Kan det gøres billigere i en Bornholmtunnel?
I 2006 er den billigste bilbillet til Ystad 717,- lavsæson og 947,- højsæson. Der er rabatordning, og så er vi nede på omkring Euro-tunnel pris. Statens drifttilskud til BornholmsTrafikken gives naturligvis også til passager- og godsbefordring, men tager man tilskudet og dividerer med antallet af personbiler, svarer det til 565 kr. pr bil.
Oliepriserne er stadig på vej op - og seneste undersøgelser viser, at bornholmerne er mest interesseret i kort overfartstid. Derfor er det forventeligt at priserne på hurtigfærgen stiger de kommende år. Et tog bruger betydeligt mindre energi og vil kunne køre på ren energi, der er betydeligt billigere.
Links:
